People I knew

Da hun døde stoppede jeg med at tælle. Så I kan måske forstå, hvorfor jeg skal bruge så meget tid til at huske, huske tilbage på alle dem jeg kendte, men som er væk nu. På et tidspunkt vender du dig dog til det, tro det eller ej, du stopper med at knytte dig til dem. Du ser dem som statister, statister til den forfærdelige krig han startede. Et dødsfald er tragisk, mange statistisk. Den første der døde var Bihne. Hun var en hård pige, mobbet hele sit liv pga. hendes navn, så da hun kom og sluttede sig til os troede jeg aldrig jeg ville blive venner med hende. 'Fuck dig', eller 'hva' fan' glor du på?' hørtes tit fra hende og selvfølgelig det der var værre. Det vænnede jeg mig også til, som alt det andet. Men jeg endte faktisk med virkelig at holde af hende – elske hende, fy-fy ordet i en krig – og da hun døde var jeg sikker på at jeg skulle gå ned med hende. Stukket ihjel af De Andre. Bihnes begravelse var en trist affære. Begavelser er i teorien triste, men de eneste der mødte op var hendes storebror Vic, hendes kæreste Brian, en gammel dame jeg ikke kendte og så mig, slæbende på Wayne. Jeg tror slet ikke hendes forældre opdagede at hun var død. Wayne var utilfreds med mig, over at slæbe ham med derhen, han havde så travlt med krigen, altid.

I lang tid efter Bihnes død gik jeg bare følelsesløs rundt, og derfor gik det kun lige op for mig da Robert døde. Angrebet da han skulle hjem og besøge sin bedstemor. Han var blevet skudt i begge ben og var ved at forbløde da de fandt ham. Han blev slæbt på hospitalet, som vi kalder det. Vi må nemlig ikke brugde de rigtige hospitaler, for så opdager myndighederne hvad der foregår. Mens han svævede mellem liv og død på hospitalet fik vi nyheden; nyheden om at hans bedstemor var blevet skudt og var død på stedet. Vi aftalte ikke at fortælle ham noget om det. Men på en eller anden måde hørte han nyheden, en af de få gange han var vågen. Så gav han op. Han døde natten efter, sov stille ind. Endnu en begravelse jeg hev Wayne med til, selvom han knap nok havde åndsnærværelse nok til at smide en sort rose ned i hullet, optaget af planer om et nyt slag, om at hævne sig. En sort rose var vores tegn. På død og sejr. Jeg havde aldrig forstået det. Hvordan kan død og sejr nogensinde være ét? En sejr må da være, at ingen er døde, også er det vel lige meget om man får hvad man vil have? Men Wayne var dybt uenig med mig og selvom jeg kunne få ham til stort set alt, hvis jeg virkelig ville, nægtede han at ændre vores tegn. Det var den ene ud af to ting han nægtede at lytte til mig omkring. Den anden var selvfølgelig Krigen. Han nægtede at stoppe den.

Den næste der døde var Vic, Bihnes bror. Han var min bedste ven, og da han døde græd jeg i tre dage i træk, før jeg tog mig sammen og arrangerede hans begravelse; hans forældre virkede ligeglade og nogen skulle jo gøre det. Det gjorde ondt inde i mig hver gang nogen nævnte hans navn, så det krævede stor anstrengelse ikke at græde, men jeg kom igennem det. Jeg insisterede stadig på at hive Wayne med til begravelserne, selvom det blev sværere og sværere. Vi var de eneste der mødte frem, udover den gamle dame der også havde været til Bihnes. Jeg tog mig sammen til at spørge hvem hun var og hun svarede; ”Bihnea og Victors bedstemor, min kære.” Dette var lige ved at få mig til at gå i opløsning igen, men jeg så noget i Waynes ansigt, noget jeg ikke kunne sætte ord på som fik mig til at holde gråden tilbage.

Et par uger fløj afsted, jeg havde for travlt til at sørge. Så mødte jeg en ny pige. Hun var 15 år, men så ud som en på 12. På trods af en aldersforskel på 2 år blev vi god venner. Hun virkede ikke som om hun havde mange sorger, levede for at have det sjovt og da det var begyndt at kede hende havde hun fundet os. Hendes forældre var døde, og derfor befandt hun sig godt hos os, da de fleste af os delte skæbne med hende. Da hun fyldte 16 gav jeg hende en hundehvalp. Hun blev så lykkelig at hun begyndte at græde og krammede mig hårdt i lang tid – indtil hendes kæreste begyndte at hoste, fordi han også ville give hende en gave.
Jeg var knust da jeg hørte det var pga. hunden hun var død. Hun havde været ude for at hente nye forsyninger narko, da hun så en hund komme løbende. Hun var løbet efter den, havde råbt dens navn højt igen og igen – i den tro det var hendes - hvilket var det dummeste at gøre på en mørk gade, alene, med narko i tasken. De Andre havde hørt hende. Idet hun løb forbi en døråbningen var hun blevet hevet ind i en mørk baggård. De havde stjålet hendes narko og sparket til hende til hun næsten ikke trak vejret mere. De skrev på væggen i baggården; 'Hun tiggede os om at skyde hende. Men sådan er vi ikke.' Hunden hun var fulgt efter fandt hende halvdød i baggården og havde slikket hendes sår, fortalte en gammel dame der havde set det hele, men været for bange til at gribe ind. Hunden var syg. Wayne ville skyde den gamle dame, fordi hun bare havde ladet hende ligge og dø. Jeg fik ham overtalt til ikke at gøre det. I stedet skød han hunden, der havde ligget ved siden af hende indtil vi fandt hendes lig, 2 dage efter. Da hun lå der i kisten lignede hun den lille uskyldige pige hun jo var. Jeg har stadig svært ved at tro hun er død...

Som I nok har gættet var det en narko krig, de havde gang i. Det var så dumt. Så ufattelig dumt. Vi boede i en by, hvor to drenge ville have hele narko markedet. Det imponerende var, at de havde væltet alle de gamle mænd af pinden, sammen kunne man næsten sige, og nu ville de have det hele for dem selv, hver for sig.
Wayne var 18 da jeg mødte ham – jeg var en lille 15-årig pige, der ikke havde haft en kæreste der var ældre end 16 år, så da han begyndte at interessere sig for mig var jeg i himlen. Nu elsker jeg ham, den eneste grund til at jeg bliver hos ham...

...Så døde Angela. Eller Angel, som jeg kaldte hende. Angel var ikke særlig smuk. Smuk var faktisk det sidste man ville kalde hende. Men hun var den sødeste person i hele verden. Jeg havde kendt hende siden vores mødre stødte ind i hinanden med deres barnevogne. Da jeg var blevet kæreste med Wayne og en del af hans liv, var hun automatisk fulgt med. Jeg troede på, at hun aldrig kunne dø. Aldrig, aldrig, aldrig. Jeg havde den mest naive, barnlige tro, at hun ville overleve mig. Eller forsvinde sammen med mig. Det endte anderledes. Jeg overlevede hende, men forsvandt sammen med hende. Det var der jeg stoppede. Stoppede med at komme til begravelserne, holde af nogen, bortset fra Wayne, involvere mig, ja nogen gange endda med at tænke. Jeg vil ikke beskrive hvordan Angel døde, for jeg kan ikke huske det. Jeg har lykkeligvis fortrængt det.

Der gik flere måneder, jeg ikke kan huske. Jeg ved ikke hvordan jeg fik noget at spise. Hvornår jeg sov og hvornår jeg ikke sov. Jeg kan huske Wayne råbe til mig for at få min opmærksomhed. Og jeg husker jeg vendte mig om og gik. Og jeg husker han væltede ting og var vred på mig. Men han rørte mig aldrig – slog mig aldrig som han gjorde mod alle sine; Mænd?, drenge?, venner?, ansatte? Jeg vidste aldrig hvad jeg skulle kalde dem.
Jeg ved ikke hvordan han holdt mig ud. Han må elske mig ligeså højt som jeg elsker ham. Ellers havde han forladt mig. For i de måneder der gik, var det umuligt at få min udelte opmærksomhed...

Men så var der Angels bror, Noe. Jeg havde altid hadet ham. En dag jeg skulle besøge min moster, som havde passet mig siden min mor døde (min far gad åbenbart ikke have mig), mødte jeg ham. Han boede i samme slidte lejligheds kompleks som min moster, var flyttet hjemmefra den dag han fyldte 18, fordi han hadede sin mor. Jeg gik forbi ham uden at ligge mærke til ham, så jeg så ham først da han hev i min arm og jeg opdagede jeg ikke kunne komme videre. Jeg skulede ondt til ham, i håb om at undgå en konfrontation. Men så heldig var jeg ikke:

”Mai, 'det dig?” spurgte han.
”Mm,” svarede jeg.
”Mai? Ved du at Angela er død?” nu lød han vred.
”Ja,” svarede jeg med rusten stemme. Det var lang tid siden jeg havde snakket.
”Og du er ligeglad?” Hans stemme rystede.
Jeg rynkede irriteret på panden. Han drog altid forhastede konklusioner. Det var så irriterende – det fik mig hevet ud af min dvale tilstand.
”Selvfølgelig ikke. Selvfølgelig er jeg ikke lige glad med at Angel er død!”
”Endelig lidt reaktion,” sagde han forbitret.
Jeg vendte mig om for at gå. Gad ikke høre på hans ævl. Jeg var der. Så hendes lig. Det var mere end han havde. Han råbte vredt efter mig. Selvfølgelig. Noe kunne ikke lade noget ligge. Jeg vendte mig om, klar til at lade ham skælde mig ud, svine mig til, sige det var min skyld. Han havde jo ret.
Jeg blev forskrækket da jeg opdagede hvor tæt han var kommet på mig igen. Og han græd. Noe. Græde. Det var forkert.
”Du ved godt det ikke er din skyld, ikke?”
Jeg kiggede ondt på ham.
”Selvfølgelig er det min skyld.”
Han rystede på hovedet.
”Nej Mai.
Det kunne aldrig være din skyld.” Han kiggede bekymret på mig, stadig med tårer i øjnene.
Og jeg begyndte at grine. Det var et så komisk syn – at se Noe græde og være bekymret. Samtidig!
Nu smilede Noe. Han blev ikke engang vred.
”Mai må jeg være med i jeres krig?” Spurgte han pludselig.
Jeg stirrede koldt på ham.
”Nej.” Hvordan kunne han tro jeg ville lade ham gøre det mod sig selv?
”Mai, sig ja. Vær sød.”
”Tror du jeg vil lade dig dø i Waynes åndssvage, håbløse krig. Om narko.”
”Tror du virkelig det handler om narko?” Spurgte Noe blidt. Chok på chok; Noe overraskede mig virkelig.
”Hvad ellers.” Det var ikke et spørgsmål. Men Noe svarede uanfægtet.
”Jeg talte med Wayne. Vidste du vi var bedste venner, engang? Han fortalte at det handlede om dig.”
”Handlede?” Spurgte jeg toneløst.
”I starten. Ricki, den dreng I er i krig imod var håbløst forelsket i dig, selvom I kun havde mødt et par gange, da ham og Wayne arbejdede sammen om at tage markedet fra de gamle mænd. Wayne nægtede ham at tale med dig og så begyndte krigen. Nu er den en besættelse for dem. Angela vidste det godt.”
”Hun sagde aldrig noget. Hvorfor sagde hun aldrig noget?” Min hjerne var gået i stå. Igen.
”Hun ville beskytte dig. Mod alt. Det var derfor hun kæmpede. Jeg vil bare fuldføre hendes 'arbejde.'”
”Nej.” Jeg udtalte ordet tydeligt. Det var mit ynglings ord. Nej. Det var så smukt. Det kunne rede liv. Lige nu reddede jeg Noes med det. Eller prøvede.
”Og det var min skyld hun døde. Hvis jeg er grunden til krigen og hun ville beskytte mig, så er det min skyld hun døde. Jeg skulle have prøvet hårdere. At tale hende ud af hvad hun havde gang i.”
Noe lo. (forfatters kommentar; okay, kunne ikke alde være)
”Hun var så glad. Hun kæmpede for noget. Når hun en sjælden gang besøgte mig var hun så glad at det gjorde mig glad. Lad mig prøve det. Lad mig opleve hvad hun oplevede.”
På en eller anden mærkelig måde gav det mening...
”Du kan komme. Men jeg har nogle ting jeg skal snakke med Wayne om. Nu.” Jeg vendte om på hælen og gik.

Han havde ret. Noe havde ret. Jeg talte med Wayne. Jeg skældte ham ud. Jeg græd. Jeg råbte. Jeg hviskede. Jeg forklarede. Jeg slog. Wayne stod helt stille. Sagde ingenting. Beskyttede sig ikke når jeg slog på ham. Da jeg var færdig, ikke kunne mere og satte mig ned på i foster stilling for at holde sammen på mig selv, satte han sig ned med armene om mig. Jeg tror vi sad sådan hele natten. Da solen begyndte at stå op holdt han mig ud fra sig, så han kunne se mit ansigt. ”Du skal tage væk nu,” sagde han. ”Jeg kan ikke stoppe. Jeg bliver nødt til at kæmpe videre. Det her er mit liv, Mai. Men ikke dit. Du hører ikke til. Du fortjener bedre. Noe kan tage med dig.”

Wayne blev skudt få dage efter at hun var taget afsted. Han havde kastet sig ind foran en kugle der var blevet skudt imod en gammel dame der tilfældigvis var gået forkert det forkerte øjeblik. Hun er fast overbevist om, at han sidder i himlen og smiler ned til hende og ved hvor meget hun elskede ham.