Don't Cry Daddy

KLIRR! lyden af glas der rammer gulvet er svær at tage fejl af. Han har hørt det så ofte før. Selvom døren er lukket, og der er mørkt i værelset, kan han tydeligt høre de hævede stemmer fra stuen. Hun er fuld igen. Men det er hun jo altid. Han kigger på det lille ur med de selvlysende visere. 01.37, viser de. Han kravler længere ned under dynen, og gemmer hovedet under hovedpuden. Håber at det kan frasortere gråden og stemmerne. Det dæmper dem kun.
En lysstribe vælter pludselig ind i værelset fra døren, og bryder mørket. "Må jeg ligge hos dig, Mittel? Jeg kan ikke sove," hvisker lillesøster med en grødet stemme. Hun har grædt. Igen. Han vidste at hun ville komme. Lå bare og ventede på det. Hvad kan man forvente af en fireårig. Samme cyklus hver gang. Han slår dynen til side, og lader de bare fødder ramme gulvet. Han tripper ligeså stille hen, og samler den rystende lille pige op i sine arme, og bærer hende hen til sengen, hvor han lægger hende under dynen, for selv at kravle tilbage i varmen. "Du må altid komme ind til mig, Mille. Det ved du," siger han med et falskt smil, og prøver at holde sine egne tårer tilbage. Så ligger de der igen, som så ofte før. Gemmer sig under dynen, hvor der nu er trængt med pladsen. Han kigger på gulvet hvor det flyder med lego, puslespil og piratdukker. Hvor er den lommelygte nu? Han fikser den lille lygte med den svage pære frem fra det lille egetræsbord ved siden af sengen. "Skal vi læse nu?" spørger han og kigger ind i de store, blå øjne ved siden af ham. "Den med hundene, Mittel," snøvler hun som svar. Han aer de lyse krøller om bag hendes små ører, og strejker ud til reolen på den anden side af hende. Han begynder at læse. Hakker og stammer i ordene. Det er svært at læse når det er mørkt og man er en søvnig 8årig. De når til midten af den lille disney-bog, da de små hænder pludselig tager bogen ud af hænderne på ham. "Hvad nu? Skal du tisse?" hvisker han til hende. "Mittel, hvorfor råber mamma og dadda?" Spørgsmålet kommer helt bag på ham. Hun kæmper en brav kamp for at holde øjnene åbne. Han trygger hende tættere ind til sig, og kysser hende på hovedet. "Mor og far.." han sluger en klump, før han fortsætter. "Mor og far er bare lidt uenige om nogle ting. Det skal du ikke tænke på." Var det hende eller ham selv han prøvede at overbevise? Han var ikke helt sikker. Hendes øjne lukker i, og hendes vejrtrækning bliver dybere. Hun knuger den lille bamse ind til sit bryst, med en styrke der kunne kvæle en kattekilling, og kryber dybere ind til sin storebror. Han selv lægger hovedet til rette på puden, og prøver ikke at fokusere på stemmerne og bragene fra stuen. Klokken er nu 02.13. De må snart være trætte. På denne her tid plejer mor at falde i søvn i sofaen, og far plejer at lægge et tæppe over hende og gå ind i sin egen seng.
Stemmerne forstummes. Stilheden er med ét overvældende. Er hun faldet i søvn nu? Han kan høre nogen pusle rundt inde i stuen. Så kan han godt sove. Nu er det overstået for idag. Han vender sig om på siden og holder om det sovende barn ved sin side. Kysser hende på øret, hvisker godnat, og falder i en dyb søvn.
En lysstribe vækker ham. Midt i det mørke værelse lister far ind, og sætter sig på siden af sengen. Holder en finger for læberne mens han hvisker: "Shhh! Mikkel, jeg har brug for at du er stille indtil vi kommer ud i bilen." Ud i bilen? Hvad mener han? Klokken er 03. 20. Han har sovet i lidt over en time. Ved siden af har Mille sparket dynen af, og er helt varm mod hans højre arm. Far har røde øjne. Har han mon grædt? Hvad sker der?
"Mikkel, kom med mig ud i gangen. Skal du tisse først?" Mikkel sætter sig op i sengen, og kigger uforstående på sin far. "Jeg forklarer det så snart vi er i bilen, det lover jeg, skat." Drengen tænker at det måske bare er bedst at gøre som far siger, og slænger benene ud over sengekanten. "Hvad med Mille?" hvisker Mikkel med tung stemme, og kæmper med tårerne. "Bare rolig, hende skal jeg nok sørge for. Jeg har styr på det. Bare skynd dig. Skal du ud at tisse?" Spørger far igen, med voksende desperation i stemmen. Mikkel sætter pyjamasen med dinosauerne på plads, og tripper ud mod badeværelset. "Vær helt stille, mor sover," hvisker far efter ham.
Da Mikkel kommer kommer ud fra badeværelset, står far ude i gangen, og har givet Mille sin røde Peter Plys-jakke på, og de små blå støvler. "Her, Mikkel. Tag spiderman-skoene på, jeg har fundet din jakke frem," skynder far sig at hviske idet han ser ham i entréen. Hele huset er mørkt bortset fra den lille, trange gang. "Vi stal ud at tøre," hvisker Mille til ham. Han sender hende et lille smil, og trækker jakken på. Mille knuger bamsen ind til sig, og tager far i hånden. Far åbner døren og de går ud imod bilen, med en kuffert i hånden.
"I var rigtige dygtige. Det var godt at I kunne være så stille," siger far, og prøver at lade sin stemme vænne sig til ikke at skulle hviske længere. "Hvor skal vi hen, dadda?" spørger Mille fra autostolen på bagsædet. Far sluger en klump, og prøver at skjule at han rømmer sig. "Vi skal bare lige et sted hen hvor vi kan sove i et par dage. Bare prøv at sove videre, skat," smiler han forlorent til hende i bakspejlet. Mikkel der sidder på forsædet kan se at fars hænder ryster når han skifter gear. Der går ikke længe før de kan høre lyden af stille snorken fra bagsædet. Da øjner Mikkel en chance, han prøver at være modig, med kigger ikke på far. Kigger bare ud af forruden. "Vi skal ikke tilbage til mor, skal vi?" Far kigger på Mikkel, og kører sætter farten lidt ned. "Nej, Mikkel. Det går ikke mere. Mor er ikke god for os. Mor er syg, og har brug for hjælp. Den hjælp får hun nemmere hvis vi ikke er der," forklarer far, men Mikkel ved ikke helt om han tror på det. Om det passer, eller om far bare prøv at beskytte ham mod sandheden. Mikkel havde for længst opdaget at det gør voksne tit. Lyver for børn, for at beskytte dem.
Mikkel vågner ved at solstrålerne generer hans øjne. Han kigger på uret på instrumentbrættet. Klokken er 05.57. De har kørt længe. Fars øjne er helt røde og hævede. Han har grædt igen. Det er fantastisk at han tror at han kan skjule det for dem. Børn ser mere end voksne tror. Hvornår lærer de det?
Far drejer ind ad en indkørsel. Der holder en stor, marineblå firhjulstrækker. Far parkerer, og kigger på Mikkel. "Godmorgen, vi kan sove ordentligt her," siger far. "Hvor er vi?" spørger Mikkel uforstående. Far klikker selen op, og vender sig for at klikke Mikkel's egen sele op. "Vi er i en lille by på Sjælland," siger far. "Min gamle skolekammerat Thomas har sagt at vi godt må sove her et par dage," forklarer far, og åbner døren. "Tager du dig af Mille?" spørger han da de kommer ud på perlestenene. Mikkel kan høre gruset knirke under de røde sko, og får spiderman-striben til at blinke. Han bevæger sig om imod bagdøren, hvor han klipser lillesøster ud af autostolen. Han kan høre at far banker på den røde dør henne over gårdspladsen. En mand med mørkt hår åbner døren. Han er iført lyse jeans og en stram hvid t-shirt. "Heeej, Anders," siger han med et smil der betyder: "Jeg er ked af at du skal dette her igennem," og giver far et kram. Mikkel har aldrig set far sådan med en anden mand før. Det betyder nok ikke noget.
"Hvad sta vi?" spørger Mille, med sin lyse stemme, mens hun gnider søvnen ud af øjnene, og Mikkel løfter hende ned fra bilen. "Vi skal bare lige ind til én af fars venner," svarer Mikkel med et fraværende blik, og gaber. Den lille blege hånd griber om hans, og de begynder at gå over mod far der står og snakker med Thomas. Den fremmede mand smiler til dem, et oprigtigt smil. "Hej, unger. Skal vi finde jer en ordentlig seng? I må være helt ødelagte efter køreturen," siger han, og gør plads til at de kan træde ind i huset. Han leder dem ned ad en lang gang. "Skal I på toilet?" spørger han, og vender sig om og kigger på dem. De ryster på hovedet, og fortsætter. Han leder dem ind på et stort værelse, med en stor seng, der er beklædt med baby-lyserødt linned. I hjørnet står en stor kommode i kirsebærtræ, og et stort vindue på endevæggen. Ud af vinduet er der udsigt ud over en strand der ser meget smuk ud i solopgangen. Thomas går hen og trækker nogle mørke gardiner med stjerner på for. "Jeg kan desværre kun tilbyde jer én seng, men den er stor nok til at I alle tre kan være der," siger han med beklagende stemme. "Det skal du ikke tænke på," smiler far. "Jeg har vist mere brug for noget kaffe lige nu, bare lad børnene sove." Thomas nikker til ham, og far beder Mikkel om at hjælpe Mille op i seng.
Imens Mikkel er ved at hjælper sin lillesøster op i den store seng kommer en anden mand ind i værelset. "Hej. Du må være Anders? Thomas fortalte det hele, jeg er ked af det. Men I kan være her ligeså længe I har brug for," siger manden, og giver far hånden. Far smiler til ham, og siger tak. Den "nye" mand, tager Thomas i hånden og de forlader værelset. Far kommer hen, og sætter sig på sengen ved siden af Mikkel. Han kysser begge sine børn på panden. "Det hele skal nok bliver godt nu," lover han, og giver dem et kram. Mikkel mærker fars tårer på sin kind. Han kigger på far, derefter på sin lillesøster. Mille kigger på sin far med sine store, glasklare, blå øjne. Hun er ikke bange. "Du må ette græde, dadda. Det sta nok bli'e godt, alt sammen," siger hun bare, og smiler et smil der viser hendes små hvide tænder.