På det yderste sted.

Det sene efterårs lange, lydklare dage var fyldt med velgørende ro. vandet lå for en gangs skyld ubevægeligt som en blå dyne, der aldrig endte. sommeren var ved at være forbi men varmen ville ikke slippe luften. Man burde kunne høre latter i vinden, men det hele var tyst, kun en enkelt kvinde gik ved kanten af vandet. kvinden så ikke glad ud, og man kunne undre sig hvorfor med alt den idyl, ude på landtes endevej. husets ved siden af den smukke strand passede dog ikke ind i idylen, det var et faldefærdigt gammelt hus hvor taget var blæst godt til i årende løb.

Kvinden, beundrende ikke vandets fine ligner, men gik i sine egne tanker. hun kiggede ikke hvor hun gik for hendes fødder vidste vejen, det var ikke hendes første gang at hun var ved det lille hus. tårende på hendes kinder var meget synlige, da det ikke var de normale salte tåre, det var rødt blod, og jernet kunne hun smage på sin tunge. hendes syn var ikke det eneste hun havde mistet for år tilbage.

en lille bådebro, hvor det lå en lille robåd kom hun til. hendes hænder følte den vedkendte træ kant, på den lille båd. hun tog dyb indånding hvor salten kildede hendes næsebor, og hun smilede trist. det hele var så forandret og alligevel altid det samme. hun forestillede sig vandet mens hun trådte ud i den lille båd,
den vippede stille under hendes vægt, og hun satte sig stille ned. hendes hænder fumlede med den stærke knude som holdt båden ved den lille bro. Det var svært da hun ikke kunne se hvilken snor hun skulle hive i for at få den stærke knude op, hun opgav og sad bare i den lille båd ved bredens kant.

tårende løb hurtigere ned af hendes kinder , hun rakte i sin lomme efter et lommetørklæde. Der kom et lille stik i kvindens finger, hun trak hånden til sig men lod den hurtigt søge ned i lommen igen, dog lidt mere forsigtigt. en lille lomme kniv, lavet af narhval tand, den var stadig skarp. kvinden fik en idé! hun begyndte at skære rebet over på båden og snart kunne man hører de små plask fra pagajerne der vendte det stille vand. hun sejlede ud på havet, som havde hun aldrig lavet andet. rutineret var hun, men det var efter hånden noget tid siden hun havde været her.

hun mærkede vindens sang da hun sejlede, hun syntes også at kunne høre stemmer i vindens sus, men de var for uklare. hun havde det godt, og tænkte med vemod på det efterår der havde kostet hende, hendes syn og hendes kæreste ven i verden.

[flachback]

-"haha far se engang, med lukkede øjne" råbte jeg, til min far der stod på land og betragtede mig mens jeg susede afsted i min nye fine robåd, han havde lavet til mig.
"ja ja, pas nu på min pige, det ser ud til at der er en storm på vej." sagde han smilende. jeg var efterhånden rigtig god til at sejle i den lille båd, det var mit et og alt.

aften kom hurtigt og rigtigt nok blev det storm, det varede ikke længe før at stormen var den værste i mange år. vores sommerhus var af sten så det bøjede sig ikke i den kraftige vind, selvom bølgerne slog mod husets ydre vægge. det blæste og jeg blev meget urolig for min båd, jeg blev rastløs, og da jeg så vinden tog lidt af, råbte jeg:
"Jeg binder lige båden lidt bedre fast far!" jeg løb ud af døren, hørte min far råbe noget til mig, men jeg løb bare vidre.

min båd havde revet sig løs, vinden var blæst op igen, jeg inorerede det og hoppede i vandet, i det samme så jeg min far komme styrtende ud fra huset ned mod mig. det kolde vand ramte mig som en mur, jeg blev følelsesløs, men fik taget mig sammen til at svømme efter min elskede båd. jeg hørte et plask bag mig, men med mit blik fast rettet mod båden.

jeg havede fat i både kanten men da en en stor bølge skyllede ind over mig jeg slugte meget vand. jeg hørte et råb og vendte mig om for at se hvad. jeg nåede at se min fars fortvilede, rædselsfulde ansigt inden det hele blev mørkt, jeg husker en stor smerte i mine lunger og presset fra alle sider. hænder trak i mig, længere og længere mod bundens dyb.

lige inden jeg besvimede mærkede jeg et par arme der trak mig op, smerten var uudholdelig, da det eneste der blev trukket i, var min følsomme øjenhuler. Lettelsen var endnu større og overskyggede alt, og min eneste tanke var: så lever gud, men ak kunne man betale en mindre pris for ydelserne.

Det første åndedrag fra da jeg krydsede vandets lingen, var som en sejr uden nederlag. taget i mine øjne forsvandt, og jeg blev skubbet over i et sidste livs udtømmende forsøg. min krop faldt over båden, og landede hårdt på træets ujævne bund. rædselsskriget der blev kvalt i vandet, og rædslen i mit sind overdøvede hele min hjerne, det sidste jeg kunne var at ligge stille, uden at kunne hjælpe, ikke engang mig selv. jeg lader skæbnen føre mig af den vej den nu lyster. tænkte jeg min uforglemmelige nat.

[flachback slut]

jeg lader skæbnen føre mig af den vej den nu lyster, på det yderste sted.